Om Fine Photo Prints
Reklamefotograf Jesper Iversen er manden bag Fine Photo Prints.
“Fine Photo Prints så dagens lys i 2006 da jeg med min første storformat printer begyndte at tilbyde kvalitetsprint til kolleger og fotoentusiaster.
Jeg har fotograferet og fremkaldt billeder siden 70’erne og i den analoge tid med mørkekammer, havde jeg i studiet fuldt udstyret s/h- og farvemørkekammer.
Her blev film – E-6, C-41 og s/h – fremkaldt på en rotations filmfremkaldemaskine og i mørkekammeret stod en gennemløbs papirfremkaldemaskine til farvepapir, sammen med 4 farveforstørrelsesapparater til avanceret sammenkopiering af billeder og tekster.
1997 blev året hvor det første digitale optageudstyr kom i studiet og ikke lang tid efter kom en HP printer på besøg en enkelt dag, før den blev byttet til en A4 Epson printer. Den fik selskab af A3+ og A2 printere og i 2006 – da pigmenteret blæk var blevet voksen i form af generation Epson K3 blækket – kom de første 17″ og 44″ rulle printere fra Epson.
Egentlig var det kun for at dække eget behov og glæden ved at have fuld kontrol over processen, men det rygtes blandt fotografkolleger at jeg kunne printe store print i topkvalitet. Og gad vide om der ikke lå en forretning i at printe for kolleger, der ville ha’ print fra én der forstår, hvordan et billede ser ud.
I begyndelsen var det “kun” papirprint, men i 2007 begyndte jeg at eksperimentere med print på lærred efter en kærlig opfordring fra min hustru. Det blev en succes.
I 2010 kom roll up bannere til erhvervslivet med i sortimentet og inden for de seneste år er to nye produkter kommet med i form at print på Dibond og Forex plader.
I modsætning til flere “kolleger” der tilbyder foto printet direkte på Forex og Dibond pladen printer Fine Photo Prints på fotopapir. Det har et større dynamisk farverum og når det bliver klæbet på Dibond Alu- eller Forex pladen og lamineret for at beskytte billedet optimalt, kan du ikke få det bedre.”
Udmærkelser som fotograf:
2010:
QM – Qualified Master – i Dansk Fotografisk Forening.
2013:
QEP – Qualified European Photographer – i Federation of European Photographers.
2018:
Deltager for første gang i Dansk Fotografisk Forenings årskonkurrence med et billede i kategorien reklame og blev kåret til årets Reklame Fotograf.
2014 – 2018:
Deltager 5 år i træk på et hold med 6 fotografer på det Danske Landshold for professionelle fotografer ved World Photographic Cup.
“Godt at vide” info:
1977:
Vinder DM sølv i junior singlesculler.
Vinder samme år sølv i junior singlesuller til Den Internationale Københavner Regatta (på det tidspunkt Nordens største regatta) ud af 24 roere fra 14 nationer.
1978:
Vinder DM bronze i letvægts singlesculler som yngste deltager af 12 roere.
….og er i dag aktiv roer i Holbæk Roklub 🙂